Hella Joof: Derfor blev jeg instruktør
52-årige Hella Joof har opnået stor succes som instruktør, senest med komedien "All inclusive". Oprindelig blev Hella uddannet som skuespiller for 25 år siden, men hun indså hurtigt, at hun ikke var glad i faget.
- Jeg var faktisk relativt utilfreds som skuespiller. Jeg var meget væk fra mit barn, og jeg tjente ikke særligt mange penge. Det hang slet ikke sammen. Så jeg besluttede mig for, at jeg ville arbejde mindre og tjene flere penge. For mig er det sådan, at hvis jeg først har besluttet mig for noget, indretter virkeligheden sig tit efter det, siger Hella Joof til fagbladet Frie Funktionærer.
Og sådan gik det.
Hella, som er mor til Olivia, der nu læser til skuespiller, fandt modet og sagde ja til sit første instruktørjob.
I dag trives hun som instruktør og forfatter, og Hella Joof siger selv, at hun elsker at være tovholder.