Hella Joof: En mand skal få mig til at grine
Skuespilleren og instruktøren Hella Joof, som privat danner par med lægen Henrik Jepsen, kaldet "Snit", falder for nogle helt særlige egenskaber hos mænd. Det fortæller hun i et interview med Alt for damerne.
- Jeg kan godt lide mænd med stort selvværd, et fast blik og et fast håndtryk. Men altså, det bedste er, hvis en mand kan få mig til at grine, og hvis han siger noget, jeg ikke selv har tænkt over. Altså noget klogt. Jeg er nok generelt en sucker for høj intelligens, siger Hella Joof til ugebladet.
Samtidig røber hun nogle af sine egne karaktertræk - også dem, som er mest irriterende. Ifølge Hella Joof har hun en tilbøjelighed til altid at tro, at hun har ret.
- Men jeg ved godt, at jeg ikke altid har ret. De gange i mit liv, hvor jeg har været mest stensikker, har jeg taget fejl. Jeg er trættende at diskutere med, for jeg kan huske alt muligt, jeg har læst, og jeg ved, hvor alle ord stammer fra, fordi jeg er klassisk sproglig og har haft latin og græsk. I gamle dage havde jeg klæbehjerne. Den har rødvinen heldigvis nuppet, konstaterer Hella humorfyldt.