Hella Joof hader prøverum
Hella Joof er kendt for sin farverige stil og yndlingsfarven lilla, men faktisk er det et under, at filminstruktøren overhovedet får investeret i nyt tøj. Hun bryder sig nemlig ikke om prøverum og foretager derfor det ene fejlkøb efter det andet.
"Konstant. Det skyldes ganske enkelt, at jeg hader prøverum og aldrig bevæger mig ind i et. Derfor er der 50 procents chance for, at det jeg køber sidder dårligt. Er det dyrt bytter jeg det. Er det H&M eller Topshop, ryger det til min datter eller veninder. Det får aldrig lov at hænge i skabet," indrømmer Hella Joof i bogen 'Dig og dit klædeskab'.
Måske er det den fremgangsmåde, der gør, at Hella bliver i tvivl om, hvornår hun virkelig har ramt plet modemæssigt: "…jeg bliver både glad og overrasket, når nogen siger, at jeg ser smart ud i tøjet. For det meste beder jeg dem udpege, hvad præcis det er, de synes ser godt ud. For det er jeg selv lidt usikker omkring."