15. sep. 2025
Af Luise Marie Bekker

Helle Virkner ville være fyldt 100: Han holdt hende i hånden, da hun døde

Helle Virkner.
Helle Virkner.
Foto: Birger Storm
En helt særlig ven holdt sit løfte til Helle Virkner, da han var hos hende til det sidste.

15. september 1925 kom Helle Virkner til verden.

Hun ville altså være fyldt 100 år, hvis hun stadig var i live.

I stedet døde hun 10. juni 2009, 83 år gammel.

Abonnement på BILLED-BLADET

Helle Virkner havde egentligt givet lidt op på det der med at holde selskaber og middage og bruge oceaner af tid foran spejlet.

Men en dag mødte hun helt tilfældigt Brian Matthiasen, der boede tæt på hende. Han kunne godt se, at det ikke var så nemt for hende at gå tur med sine hunde, så han tilbød hende at lufte dem. Ud af bekendtskabet voksede et venskab.

– Jeg kunne lidt med make up, og jeg blev forfængelig på hendes vegne. Hun havde ikke gjort andet end at se godt ud, siden hun var 14 år, og nu var hun over 80. ”Kan jeg ikke slippe?” spurgte hun. Men jeg insisterede på at hjælpe hende, og det blev hun glad for, fortæller Brian til BILLED-BLADET 16 år efter stjernens død.

Holdt partys

Men det var ikke kun Helles ydre, han hjalp med.

Han hjalp hende med at få en stor del af sit sociale liv tilbage.

– Folk troede, hun havde lukket sig inde og levede som Greta Garbo. Men hun elskede gæster, hun kunne bare ikke overskue det. Hun kaldte det ”party”, og hun fandt nogle at invitere – blandt andet gamle skuespillerkolleger, som jeg lavede mad til. Hen ad vejen blev jeg en ven og en gæst.

Holdt det sidste løfte

Han var med på hospitalet, da skuespillerinden fik stillet sin kræftdiagnose.

Helle Virkner fik Brian til at love, at han ville være hos hende, når hun gav slip på livet, og det løfte er han glad for, at han kunne holde.

Han holdt hende i hånden, da hun udåndede.

Helle Virkner med sin ven Brian Matthiasen.
Helle Virkner med sin ven Brian Matthiasen.
Foto: James Thisted

Torsdag kan du i BILLED-BLADET læse et større interview med Brian Matthiasen.

Mere om: