Iben Hjejle: Jeg følte mig forladt

Det er omkring årtusindeskiftet og fire år efter Iben Hjejles mor døde af brystkræft. Iben Hjejle går ned i stuen. Her bliver hun nødt til at lægge sig ned på gulvet, for at få styr på sig selv. I denne måneds nummer af Ud & Se fortæller Iben åbent om det hun selv kalder for 'et lille nervesammenbrud,' og om hvordan hun taklede sin mors død.

I 1996 da Iben Hjejle var nygift med trommeslageren Emil de Waal, gravid og havde fået sin første store hovedrolle i en dansk spillefilm, kom den dårlig nyhed. Hendes mor havde fået konstateret kræft. Der gik ikke lang tid fra konstateringen til moren gik bort. Lige pludselig følte Iben, at hun stod med et stort ansvar for sit barn, sine søskende og sin stedfar. Derfor følte hun, at hun ikke kunne sørge ordentligt.

- (...) Der var så mange, der var kede af det, og jeg havde et lille barn, jeg skulle tage mig af. Jeg kunne sagtens snakke om sorgen og min mor, men det var en remse, jeg lirrede af. Da jeg først begyndte at græde, var det, som om jeg havde holdt vejret, lige siden hun døde. Og det kan intet menneske klare, fortæller hun.

Da Iben for snart 11 år siden gav efter for følelserne, indså hun, hvad hun skulle have indset fire år tidligere.

- Jeg tudede og tudede og tudede. I timevis, dagevis og ugevis. Jeg havde en meget stærk følelse af at være blevet forladt. En følelse, som jeg senere har genkendt hos andre, der har mistet en forælder for tidligt. Pludseligt ramte den mig. Jeg kan stadig blive overvældet af den, fortæller hun til Ud & Se.