Julie Ølgaard skræmt af dobbeltgænger
Når Julie Ølgaard i den kommende tid taler om netsikkerhed i forbindelse med kampagnen Netsikker Nu, hvor hun er ambassadør, så taler hun af personlig erfaring. Hun har nemlig prøvet, at en anden udgav sig for at være hende på MySpace.
"Det fandt jeg faktisk først ud af, da personen var dum nok til at tilføje mig, og så fik jeg det virkelig dårligt. Det er vildt ubehageligt ikke at vide, hvilke personlige beskeder den person har svaret på, og hvad vedkommende ved. Jeg aner stadig ikke, hvem det var," fortæller Julie Ølgaard til KIG IND.
Dén oplevelse fik Julie til at tænke sig mere om, når hun var på nettet: "…men efter nogen tid besluttede jeg mig for, at sådan en idiot ikke skulle styre mit liv. Nu er jeg bare mere opmærksom og lytter til min mavefornemmelse, når jeg får mærkelig beskeder eller henvendelser," lyder det fra Julie i KIG IND.