Mandag, 9. november 2015 — af Luise Marie Bekker

Julie Zangenberg tænder juletræets lys i Tivoli

Julie Zangenberg
Julie Zangenberg
Foto: Martin Høien /BILLED-BLADET
Julie Zangenberg i selskab med Julemanden trækker i håndtaget og tænder det store juletræ med tusindvis af lys lørdag den 14. november, hvor der bliver taget hul på jul i Tivoli.

Det er 22. år i træk, at Tivoli åbner portene for en ny sæson med jul, og det er blevet en fast tradition, at lyset i det store juletræ foran Tivolis Koncertsal skal tændes.

Julemanden får i år assistance af skuespilleren Julie Zangenberg, der næste år skal medvirke i Broadway-musicalen "Hairspray" i Tivolis Koncertsal.

Julie Zangenberg vil i selskab med Julemanden, Eventyrteatret og Tivoli-Gardens Nisseband tælle ned til tændingen af træet, hvorefter det traditionelle Nøøøj! fra tusindvis af gæster vil gjalde i Haven.

Det største træ

Skuespilleren er glad for højtiden, og hun er den helt rigtige til at tænde lyset.

Julie Zangenberg har tidligere fortalt BILLED-BLADET, at hun plejer at holde jul hos sine forældre på Frederiksberg:

- Og jeg insisterer vanen tro på, at vi skal have det største juletræ, man kan finde. Vi spiser traditionelt and og derpå risalamande. Efter at have gået om træet og sunget er det som regel børnene, der skal have gaver først. Men det er meget velopdragne børn, som er gode til at sidde stille og se til, når også de voksne pakker op, fortalte hun.   Portene til Tivoli åbnes på lørdag kl. 11:00, og det store juletræ tændes kl. 16:30. Jul i Tivoli kan opleves fra den 14. november til og med 3. januar.

Seneste nyt

Relaterede artikler

Udvalgt til dig

Fra forsiden