20. sep. 2013
Af John Lautrup

Jussi Adler-Olsen slår hånden af Zentropa

Jussi Adler-Olsen
Jussi Adler-Olsen
AOP
Succes-forfatteren, Jussi Adler-Olsen, er utilfreds med samarbejdet med Zentropa, som snart har premiere på den første filmatisering af hans romanserie om Afdeling Q.

Jussi Adler-Olsen er raget uklar med Zentropa om filmatiseringen af hans storsælgende bøger om Afdeling Q, skriver BT. Snart er der premiere på "Kvinden i buret" med Nikolaj Lie Kaas i hovedrollen som kriminalbetjent Carl Mørck, og Zentropa har også rettighederne til de tre næste bøger i serien. Men selskabet får ikke lov til at lave flere end de fire film.

Jussi Adler-Olsen vil ikke sælge rettighederne til de resterende bøger til Zentropa, fordi han har været utilfreds med samarbejdet. Det er uklart, hvad der præcist er sket, men forfatteren er angiveligt vred over den måde, filmfolkene har skåret hans historie til for at kunne lave en film, og han har følt sig sat uden for indflydelse. Selv kalder han i BT slagsmålet for udramatisk. Men..

- Jeg har ikke tænkt mig at give dem rettigheder til flere bøger. De har rettighederne til de fire første bøger, og det må de jo bare gøre stille og roligt, som de bedst kan, siger han til avisen, der naturligvis spørger, hvorfor han ikke ikke vil give Zentropa rettighederne.

- Det er klart, at så skal jeg have mere indflydelse, og det tror jeg ikke, jeg får, svarer Jussi Adler-Olsen.

Læs mere om: