Karen-Lise Mynster: Hårdt at være i 50’erne
Skuespiller Karen-Lise Mynster kan ikke lægge skjul på, at hun efterhånden har rundet et skarpt hjørne med sine 60 år. Og at 50'erne nu er blevet til 60'erne, hvad betyder dét....?
- Det rejser mange tanker. Selvfølgelig. Vi taler tit om ti-års-kriser. 30-års-krise. 40-års-krise. Og ja, jeg tror, det er sandt, at de rammer. Men måske er det kun sundt, hvis man hvert ti-år lige tager livtag med sig selv, siger hun i et interview med ugebladet SØNDAG.
- Mit livtag nu? Se, det ved jeg ikke endnu. Jeg har ikke rigtigt fået begyndt på det. Men 50'erne, synes jeg, var hårde. Der sker mange ting i 50'erne. Børnene flytter hjemmefra. Min mor døde. Man kommer i overgangsalder. Min mand blev alvorligt syg. Da kunne jeg slet ikke undgå at tage livtag.
Men det kom til mig udefra og meget provokerende.
- Der er også de livtag, der kommer indefra. Indefra én selv. Måske på grund af de andre livtag, man har taget. Og de livtag, mener jeg, vi skal opfatte som en chance. Mens de andre, dem må vi møde og stå op imod. Jeg har den største respekt for mennesker, der netop kommer videre trods en meget hård skæbne. Forældre til handicappede børn. Mennesker, der bliver dybt arbejdsløse og må indse, at de aldrig kommer i arbejde igen. Unge, der får en alvorlig sygdom, som de skal leve med resten af livet. Jeg er næsegrus af beundring for de mennesker.
Alder er en tyv om natten
Ugebladet møder Karen-Lise Mynster på en dag, hvor haven er fyldt med fuglefløjt og idyl, men det kan ikke undgås, at alder er et af de store emner.
- Det kan da mærkes rent fysisk, hvor det bærer henad. Alderen kommer jo som en tyv om natten, siger hun.
- Men én ting er, at man nogle gange får et chok, når man ser sig selv i spejlet om morgenen. Noget andet er, at det også gør, at psyken går i gang. Der er mange tanker om døden. Omkring det, at man har levet langt over halvdelen af sit liv. Man har mistet sine forældre. Mennesker, man har kendt, dør pludselig. Det er sådan, det er. Jo ældre man bliver, jo mere nærværende bliver døden.
- Jeg er blevet meget opmærksom på, hvor vigtigt det er her i livet, hvis man har mennesker omkring sig, som skal dø eller er så gamle, at man kan forudse, det vil ske inden for en nær fremtid, at man gør en indsats for at få afklaret de ulykker og traumatiske hændelser, man måtte have haft sammen. Jeg har oplevet, ikke i mit eget liv, men fra andres, hvor meget værre det bliver at miste, hvis man sidder tilbage med en masse uafklarede forhold.
- Jeg var meget sammen med min mor den sidste tid, inden hun døde. Vi har altid haft et meget nært forhold. Ikke at vi aldrig havde problemer, men vi var altid meget tætte. Det betød også, at da hun døde, var det en stor sorg, men på en eller anden måde var det en sorg, der var til at holde ud, fordi der var blevet sagt så mange gode ting imellem os.
- Vi snakkede åbent om døden, min mor og jeg. Og jeg spurgte hende også: 'Er du bange?' Men nej, det var hun ikke. 'Jeg tror, det bliver en stor oplevelse', sagde hun. Det ved jeg ikke, om jeg tror. Men jeg blev glad for, at hun sagde sådan.