Kim Bodnia-filmoptagelse ramt af alvorlig ulykke
- Jeg kendte den ene af dem, og den anden har jeg mødt et par gange under optagelserne, så det er meget trist.
Sådan fortæller den danske stjerneskuespiller Kim Bodnia til Ekstra Bladet om den ulykke, der i weekenden ramte optagelerne af filmen "Skumringslandet". Optagelserne finder sted ved Egersund i Norge, og her var tre mand taget ud i det dårlige vejr for at filme havets rasen. De tre filmfolk blev i deres båd ramt af en kæmpebølge. I første omgang fik de reddet sig op på land, men så kom endnu en kæmpebølge og rev to af dem ud i vandet igen. De to er ikke fundet og formodes omkommet.
Kim Bodnia, der er aktuel i "Broen", var taget hjem fra optagelserne i løbet af lørdagen, så han var ikke til stede, da ulykken skete søndag.
- Jeg har ikke været i kontakt med dem deroppe bortset fra, da nogle af medarbejderne kontaktede mig søndag for at fortælle, hvad der var sket, så jeg kan slet ikke sige, hvad de har tænkt sig at gøre deroppe, siger Kim Bodnia til Ekstra Bladet.