Kim Bodnia: Nogle gange græder jeg af lykke

Kim Bodnia har dannet par med sin kone, Rikke, i over 12 år, og de er forlovet. Formen for et kommende bryllup er stadig på tegnebrættet.

- Vi kan ikke finde ud af, om det skal være en stor eller en lille fest - eller om det skal være i Caribien eller Danmark, så i tankerne er vi blevet gift mange gange. For mig betyder det meget at sige ja til at blive gift. Jeg har desværre oplevet, at det "ja" for nogen ikke havde den store betydning, for ægteskabet holdt ikke. Da tænker jeg: Kan man bare tillade sig at love noget så alvorligt og så alligevel ikke mene det i sidste ende?

- Det spørgsmål har været en klods om benet på mig, og derfor er jeg ikke bare sprunget ud i det. Angsten for at ende samme sted har været stor hos mig, men jeg er ikke bange for ansvaret. Jeg kæmper for kærligheden, fortæller Kim.

Han er også opmærksom på, at kærligheden skal passes, selv om man har travlt. Kim tager den sidste slurk af kaffen, men inden vi siger farvel, svarer han på det sidste spørgsmål med samme entusiasme og eftertænksomhed, som han har gjort under hele interviewet:

- Om jeg er lykkelig? Det er sjovt, du spørger, for jeg har selv tænkt på, at mange i dag har svært ved at bruge det ord, og jeg kan mærke, at du også spørger mig med en vis tøven. Det er da en skandale og ærgerligt, at vi skal dunke os selv og hinanden i hovedet, når det går godt. Jeg har selv svært ved at indrømme, at jeg er lykkelig, og det irriterer mig. I mine stille stunder når jeg giver mig tid til at tænke over min egen lykke, kommer der ofte gråd frem. Det er en lidt absurd følelse at sidde at græde og være lykkelig. Jeg øver mig i at give plads til at være glad for det, jeg laver, min familie og mine børn. Elementer, som gør, at jeg er - ja, dødlykkelig!