27. aug. 2011
Af af Dorte Quist
Konen til Lars Ranthe: Du var helt væk i tre måneder
Lars Ranthe
Foto: Birger Storm
Lars Ranthe, der spiller Kjeld Petersen i "Dirch"-filmen, var sikker på, at han ikke tog rollen med hjem.
I de 10 uger, mens der blev filmet, levede skuespillerne Lars Ranthe og Nikolaj Lie Kaas i deres egen verden som Kjeld Petersen og Dirch Passer. Tabt for omverdenen.
- Jeg sagde bagefter til min kone, Christine, at jeg da ikke syntes, at jeg havde taget rollen med hjem, hvorefter hun udbrød "Er du da sindssyg!? Du var helt væk i tre måneder, og så var du deprimeret i tre måneder bagefter". Og det har hun nok ret i. Det er så intenst at være inde i et andet menneske og være et makkerpar og så pludselig slippe det hele. Så er det ude af ens hænder, og andre sidder og klipper i det. Det var som at sige farvel til et familiemedlem, siger Lars Ranthe.