Kvinden i buret kan blive årets mest sete film
Filmatiseringen af Jussi Adler-Olsens krimi "Kvinden i buret" er med 600.000 solgte billetter på en måned en kæmpe biografsucces. Og publikum strømmer stadig i biografen for at se Nikolaj Lie Kaas og Sonja Richter i den spændende film, der fik premiere 3. oktober. Så stor er succesen, at filmen nu kan mænge sig med film, der står på listen over de mest succesrige danske film i det nye årtusinde.
Thomas Vinterbergs prisbelønnede film "Jagten" med Mads Mikkelsen i hovedrollen er indtil nu årets mest sete film med 673.000 solgte billetter. Men "Kvinden i buret" solgte en halv million billetter på blot tre uger.
Det samme tal rundede Jagten først fire uger efter premieren. Og alene i den forløbne uge har "Kvinden i buret" solgt 32.000 billetter, så noget tyder på, at Nikolaj Lie Kaas vil vippe Mads Mikkelsen af pinden i løbet af et par uger.
Hos Nordisk Film tror Jan Lehmann, direktør for selskabets Biograf Distribution, at "Kvinden i buret" når at runde 700.000 billetter inden årsskiftet.