10. apr. 2014
Af Malan Joensen

Lars Brygmann: Sorg og savn er en del af livets vilkår

Katrine Brygmann Salomon og Lars Brygmann med børnene Fernanda og Carlo.
Katrine Brygmann Salomon og Lars Brygmann med børnene Fernanda og Carlo.
Foto: Martin Høien/BILLED-BLADET
Skuespilleren mener, at børn skal vide, hvordan livet er – også når det er svært.

Lars Brygmann er for tiden aktuel i animationsfilmen ”Rejsen til Fjerkongens Rige”, der handler om kaninen Johan, der har mistet sin mor. Lars Brygmann lægger stemme til den sørgende kaninfader.

Et af filmens temaer drejer sig om sorg, og Lars Brygmann fortæller i et interview til BT, at han mener, børn skal vide, hvordan livet er på godt og ondt.

- Når jeg mener, at børn ikke skal skånes, eller ikke kan tåle at blive konfronteret med døden, er det i forhold til de store følelser. Jeg tror ikke, døden tager hårdere på en otte-årig end på en 19-årig. Otteårige mærker det meget mere, hvis der er en masse hemmelighedskræmmeri, eller de bliver skånet for at deltage i sorgen. Det bliver de meget mere forvirrede af, og de opbygger en masse fantasier, som er langt væk fra virkeligheden, fortæller Lars Brygmann.

Børnene finder ud af det alligevel

Han mener også, at man ikke skal være bange for at vise børn, at man selv er ked af det.

- For de finder ud af det alligevel. Jeg tror også, at børn er forberedte på, at dødsfald rammer hele familien. Så det er ikke spor mærkeligt, hvis far er ked af det. For sorg og savn er jo en del af livets vilkår, siger Lars Brygmann til BT.

Han har børnene Fernanda og Carlo sammen med sin kone Katrine Brygmann Salomon.

”Rejsen til Fjerkongens Rige” har premiere torsdag 10. april.

Læs mere om: