Lars von Trier har filmsucces trods nazibrøler
Lars von Triers uheldige nazi-udtalelser under filmfestivalen i Cannes i år rystede verden. Flere internationale filmfolk truede med et boykot af hans film "Melancholia" efter udtalelser som: "Jeg ville virkelig gerne være jøde. Og så fandt jeg ud af, at jeg i virkeligheden var nazist, fordi min familie var tysk. Hvilket også gav mig en vis tilfredsstillelse."
Stort set ingen har imidlertid gjort alvor af truslerne, og filmen storsælger i udlandet.
- Det virker som om, alle har taget hans undskyldning for gode varer, siger Zentropa-chef, Peter Aalbæk Jensen til bt.dk. En enkelt argentinsk distributør trak sig, men ellers har der ikke været problemer.
I Danmark har filmen ganske vist kun solgt 50.000 billetter, men på verdensplan har den indspillet næsten to mio. dollars, selv om den endnu ikke har haft premiere i USA og Sydamerika, Frankrig, Italien Tyskland og England.
- Vores franske distributør har netop måttet udvide med 50 kopier, når filmen får premiere næste måned, oplyser Peter Aalbæk til bt.dk.
Så foreløbig er der stor tilfredshed i Zentropa-lejren.