Lars von Triers film sælger ikke nok billetter
Før den biografaktuelle´film ”Nymphomaniac” må Lars von Trier, Danmarks mest berømte filminstruktør, erkende, at salgstallene på hans seneste fire film ikke er i nærheden af at udløse ekstase.
Samlet set har den berømte danske filmmands fire værker "Dogville", "Manderlay", "Antichrist" og senest "Melancholia" fra 2011 kostet 282 millioner kroner at lave.
Men de fire store Lars von Trier-film har trods et samlet budget på 282 millioner kroner kun indtjent 214 millioner kroner til Lars von Trier og Peter "Ålen" Aalbæks fælles firma Zentropa, skriver Ekstra Bladet.
Avisen baserer beregningerne på officielle tal fra Det Danske Filminstitut.
Efterlader økonomisk hul
Von Trier efterlader et økonomisk hul på 68 millioner kroner i kølvandet på de fire værker, der er markedsført massivt, både herhjemme og i udlandet.
At Lars von Triers film ikke er nogen god forretning afsløres af tal fra DFI, der samlet set har støttet Lars von Triers film med 35 millioner kroner i alt.
Støtte, der normalt bliver betalt tilbage, hvis en film sælger tilstrækkeligt med billetter.
Der har ingen af Lars von Triers film dog indtil videre gjort.
Formuen i Lars von Triers firma er vokset
Ikke desto mindre er Lars von Trier de seneste ti år blevet styrtende rig, samtidig med, at hans film langtfra har præsteret på bundlinjen, konkluderer Ekstra Bladet.
Formuen i Lars von Triers private firma Element Film, der ejer en del af Zentropa, er siden udgivelsen af "Dogville" i 2003 vokset med hele 26 millioner kroner.
- Sådan som reglerne er, står vi langt nede i køen af folk, der skal have penge tilbage. Og indtil videre har ingen af Lars von Triers film betalt noget støtte tilbage. Sådan er systemet indrettet, men vi kan sagtens få støtte tilbage, hvis en film sælger godt, siger filmcontroller hos DFI Anette Kjær til avisen.
En film som "Klovn", med Casper Christensen og Frank Hvam, har således betalt en del støttekroner tilbage.