Lene Maria Christensen misbrugt på Facebook
Lene Maria Christensen har tabt 14 kilo mavefedt på bare fire uger. Sådan lød det i en reklame på Facebook med skuespillerens smilende ansigt ved siden af. Men reklamen er fup – ganske som en stribe andre falske slankereklamer, der florerer på det sociale medie med kendte ansigter på.
- Det er totalt grotesk og grænseoverskridende åndssvagt, siger Lene Maria Christensen til politiken.dk.
- Det er ikke i orden at misbruge mit ansigt og mig til at sælge et produkt, som jeg ingen andel har i overhovedet, siger skuespilleren, der er blevet bestormet af venner og bekendte, som vil vide, hvad der foregår.
Lene Maria Christensen har kontaktet Dansk Skuespillerforbund, som er gået ind i sagen – og fotoet af skuespilleren er efterfølgende blevet fjernet.