Lene Nystrøm får lunkne anmeldelser
Succes som sangerinde og Aqua-medlem er ikke en garanti for succes som skuespiller. Lene Nystrøms debut i Ole Bornedals 'Fri os fra det onde', får ikke anmelderne op af stole af begejstring. Både B.T., Berlingske Tidende og Politiken giver kun tre stjerner til filmen.
"Deres mildt sagt begrænsede evner som skuespillere gør det umuligt at se dem i rollerne som andre end Lasse Rimmer og Lene Nystrøm," konstaterer Berlingske Tidende, mens Politikens Kim Skotte dog medgiver, at Lene Nystrøms karakter er "skarpt skåret og rent spillet".
B.T.'s Birgitte Grue er knap så begejstret for Lene Nystrøm som Kim Skotte og skriver: "Som Johannes' søde kone, Pernille, får Lene Nystrøm ikke mange chancer for at vise, hvad hun har fået ud af den skuespilleruddannelse, hun har taget siden Aqua…men masser af muligheder for at vise sine pæne bryster!"