5. aug. 2018
Af Trine Larsen

Lisbet Dahls søde minder om sin debut på film: Pigen og drømmeslottet

Lisbet Dahl.
Lisbet Dahl.
Foto: Jesper Sunesen/BILLED-BLADET
Skuespilleren Lisbet Dahl debuterede på film i det danske lystspil "Pigen og drømmeslottet". Filmen er fra 1974 og kickstartede den populære skuespillers karriere, for Lisbet Dahl har efterfølgende medvirket i mere end 30 film.

Genudsendelser af gamle danske film er populært. For den lette genre, som altid er fyldt med populære og elskede skuespillere, giver minderne om en svunden tid næring, og seerne bliver ført ind i en afslappet tidslomme.

Sådan er det også med filmen "Pigen og drømmeslottet" fra 1974, som TV 2 Charlie sender søndag den 5. august kl. 20.55.

Her har Lisbet Dahl hovedrollen som den unge smukke Tine, der under en ferie hos sin syge og svækkede tante, der er nabo til Drømmeslottet, bliver kæreste med slotsejerens søn, Karsten.

Glemmer aldrig debutfilmen

- Om jeg husker den? Ja, det gør jeg da, ler Lisbet Dahl.

- Man glemmer aldrig sin debut. Bortset fra at jeg samme år også indspillede "Nøddebo Præstegaard" på film, men da den jo udkom et par måneder senere, så er det "Pigen og drømmeslottet", som var min debut på film, siger Lisbet Dahl, der i øvrigt samme år, i 1974, også debuterede i Cirkusrevyen.

- Det var så spændende det hele ... helt fantastisk, faktisk, selv om jeg arbejdede helt vildt, indspillede film om dagen og stod på scenen i Cirkusrevyen om aftenen. Men det var jo det, jeg ville, og det var derfor, jeg var flyttet til København med mand og tre børn, siger Lisbet Dahl.

En usikker fremtid

Hun blev uddannet fra Aalborg Teater, hvor hun blev flittigt brugt og havde mange roller.

Alligevel var det hovedstaden der trak, og trods en usikker fremtid dér, væk fra faste roller på Aalborg Teater, flyttede 28-årige Lisbet Dahl og hendes daværende mand, skuespilleren Lars Høi, til København med børnene, Jacob, Martine og Louise. Senere er Elisabeth og Gustav kommet til.

- Vi flyttede jo for at se, om vi kunne få det til at køre rundt ... kunne få roller, siger Lisbet Dahl, der første år indspillede to film, foruden jobbet i Cirkusrevyen med de store navne som Poul Bundgaard, Malene Schwartz, Ellen Winter Lembourn og ikke mindst Dirch Passer. Komikeren, der netop i 1974, da Lisbet Dahl var med i revyen på Dyrehavsbakken for første gang, kunne fejre 25-års jubilæum.

Det var en fantastisk tid

- Det var en fantastsk tid, og det viste sig jo, at der i den grad var arbejde, griner Lisbet Dahl, der også mindes filmoptagelserne som ligeså hyggelige som filmen.

- Man hører tit om, at vi dengang mødte, før hønsene stod op, men det var ikke så slemt. Vi sad klar i sminken klokken syv, husker Lisbet Dahl, der i sin første film mindes, at der blev "talt meget" om hendes frisure i filmen.

- Jeg var fuldstændig korthåret, og dét var meget usædvanligt dengang, at "heltinderne" var korthårede. Vi skulle altid have langt, flagrende hår. Men jeg havde paryk på, fordi mit eget hår var så tyndt og ikke ville sidde.

- Da Lotte Tarp så skulle klippe den til, sagde jeg; "Lidt kortere. Kan den ikke blive lidt kortere...." til sidst var den HELT kort, og sådan blev det, griner Lisbet, der i øvrigt spillede sammen med gemalen på det tidspunkt, Lars Høi, i debutfilmen.

https://imgix.billedbladet.dk/114257.jpg
Lisbet Dahl i "Pigen og drømmeslottet" fra 1974.
Foto: TV 2

Arbejdede sammen med kæresten

- Ja, det var Lars, der spillede min kæreste i filmen, så det hele var så nemt. Vi fulgtes på arbejde, spillede og kørte hjem igen. Jeg husker ikke, hvad herregården hed, men filmen blev jo for det meste optaget på stedet, på en herregård på Midtsjælland, siger Lisbet Dahl og udbryder:

- Jeg har fri, når filmen bliver vist, måske skal jeg sætte mig og se den igen. Det kunne være hyggeligt, der var mange gode navne med ... Lily Broberg, Karl Stegger ... herlige minder, siger Lisbet Dahl.

For tiden spiller Cirkusrevyen for 31. gang og slutter først på Dyrehavsbakken den 31. august, inden de flytter forestillingen til Aalborg nogle dage.

Læs mere om: