Mads Mikkelsen: Dejligt at være hjemme igen
De seneste par år har Mads Mikkelsen spillet med i mange store internationale filmproduktioner rundt omkring i verden, men det sidste stykke tid har han filmet hjemme i Danmark, hvor han har den ene hovedrolle i Anders Thomas Jensens kommende sorte komedie "Mænd og høns".
Forleden kom de sidste optagelser i kassen i Kabbendrup på Nordfyn sammen med blandt andre Nikolaj Lie Kaas, Nicolas Bro og David Dencik.
- Det er dejligt at være her. Det er altid rart at arbejde med folk, man kender, siger Mads Mikkelsen til BT.
- Men faktisk er der ikke den store forskel på at arbejde på de store produktioner i udlandet og at arbejde her. Der er måske kun 30 at sige godmorgen til i stedet for 500, og her må kameramanden gerne snakke til os, men når først man arbejder, lukker man alt ude - lige meget hvor store omstændighederne omkring filmen er, siger Mads Mikkelsen til avisen.