Mads Mikkelsen: Det ville være fantastisk at lave film med Lars
Mads Mikkelsen ser ikke meget til sin bror, Lars Mikkelsen, på de forskellige filmset rundt omkring i verden, hvor han har sin gang. Men det måtte gerne ændre sig, hvis det stod til den danske verdensstjerne.
- Bortset fra to afsnit af "Rejseholdet" og "Flammen og Citronen", så har vi ikke spillet sammen på film. Det er ligesom om, at tingene ikke rigtig falder på plads. Det vil være fantastisk, hvis Lars og jeg kunne lave en film sammen, og i "The Salvation" skulle vi jo have været brødre, hvilket var så oplagt. Vi er stadig meget tætte, ja næsten uægte tvillinger (halvandet år imellem, red.), siger Mads Mikkelsen til Børsen.
Han afviser i øvrigt, at Lars skulle være misundelig på hans succes i udlandet.
- Der er altid en sund konkurrence mellem brødre, men vi støtter hinanden og bruger hinanden som sparringspartnere. Jeg føler slet ingen misundelse. Hvorfor skulle han også være det? Han gør det jo fantastisk. Vi er heldigvis meget forskellige, så vi har endnu ikke kæmpet om den samme rolle. Det er jeg taknemmelig for, siger Mads Mikkelsen til Børsen.