9. sep. 2018
Af Helle Skram de Fries

Mads Mikkelsen fik fornem pris på en kvart million

Mads Mikkelsen, Hanne Mikkelsen
Mads Mikkelsen, Hanne Mikkelsen
Foto: Lars H. Laursen/BILLED-BLADET
Søndag 9. september fik skuespiller Mads Mikkelsen Lauritzen Prisen på 250.000 kroner ved prisuddelingen på Folketeatret.

- Det er rigtig mange penge, konstaterede den internationalt anerkendte skuespiller Mads Mikkelsen, da BILLED-BLADET talte med ham, inden han skulle på scenen for at få overrakt en pris på 250.000 skattefri kroner.

52-årige Mads Mikkelsen fik nemlig Lauritzen Prisens hovedpris som årets mandlige skuespiller, der har markeret sig på en unik måde.

Og det må man sige, Mads Mikkelsen har.

Lige fra gennembruddet som Tony i filmtrilogien ”Pusher” til store udenlandske roller som blandt andre Le chiffre i James Bond-filmen ”Casino Royal” og Dr. Hannibal Lecter i tv-serien ”Hannibal”.

Vandt i Cannes

Og ved filmfestivalen i Cannes i 2012 vandt Mads Mikkelsen prisen som bedste mandlige skuespiller for rollen som Lucas i Thomas Vinterberg-filmen ”Jagten”.

Lauritzen Prisen betyder rigtig meget for den i forvejen prisbelønnede skuespiller.

- Æren er det største, men jeg er også rigtig glad for det flotte beløb, forsikrede en glad Mads Mikkelsen, der havde fruen Hanne Jacobsen ved sin side til prisuddelingen på Folketeatret.

Lang sommerferie

Mads Mikkelsen, der var gennem et hårdt optagelsesforløb til filmen ”Arctic”, holder nu en lang ferie.

- Lige nu laver jeg faktisk ingenting, men holder en lang sommerferie. Jeg er herhjemme og nyder at være sammen med familien.

- Det er rigtig dejligt, forsikrer fruen Hanne Jacobsen, der, sammen med parrets børn Viola og Carl, nyder at have sin travle mand hjemme.

50.000 til flygtninge

Udover de 250.000 kroner fik Mads Mikkelsen også 50.000 som skal doneres til et godt formål.

-Her har jeg valgt Refugees United, som jeg har været ambassadør for i over ti år.

De fik også priser

Lauritzen Prisen på 250.000 kroner til en kvindelig skuespiller gik til Inge Sofie Skovby, der valgte at donere de 50.000 kr., hun fik ved siden af, til Servicehunde til handicappede.

De øvrige seks priser gik til:

Visionsprisen på 100.000 kroner: Dramafronten.

Lauritzenfondens & Ungepris på 50.000 kroner: Det lille Teater.

Backstageprisen på 50.000 kroner til Søren Møller fra Fredericia Teater.

Wauw-prisen på 30.000 kroner til Claus Bang.

Believe in You-prisen på to gange 20.000 kroner til Asta Kamma August og Diluckshan Jeyaratnam.

Læs mere om: