Mads Mikkelsen og Susse Wold laver film sammen
Der er lagt i kakkelovnen til stor filmoplevelse, når Thomas Vinterberg lader kameraerne rulle for at optage sin næste store, danske film, der kommer til at hedde "Jagten".
"Jagten" foregår i en lille dansk provinsby op til jul. Vi følger 40-årige Lucas, som omsider er ved at få styr på sit liv. Efter en hård skilsmisse har han fået sig en ny kæreste, et nyt arbejde og er godt i gang med at genopbygge forholdet til sin teenagesøn Marcus. Men noget går galt. Ikke meget. Bare en lille bemærkning. En tilfældig løgn. Og mens sneen daler, og julelysene tændes, spreder løgnen sig umærkeligt som en virus. Chokket og mistroen løber løbsk, og det lille samfund befinder sig pludselig i en tilstand af kollektivt hysteri, alt imens Lucas ene mand kæmper med alt, hvad han har for at bevare sit liv og sin værdighed.
Mads Mikkelsen er lige nu i gang med optagelser til det internationale drama "Michael Kohlhaas", til foråret kan han opleves som Struensee i Nikolaj Arcels storfilm "En kongelig affære", og med hovedrollen som Lucas i "Jagten" er han tilbage i et moderne dansk filmdrama for første gang siden Susanne Biers "Efter brylluppet" fra 2006.
Et stort og bemærkelsesværdigt comeback i dansk film er der til Susse Wold, som medvirker i sin første spillefilm siden "Den kroniske uskyld" fra 1985. Hun spiller nøglerollen som Lucas' chef Grethe, mens Lucas' kammerat Theo, der tvunget af omstændigheder slår hånden af sin ven, spilles af Thomas Bo Larsen. Som Theos kone Agnes ses Anne Louise Hassing, og i rollen som Bruun, et af de få individer i byen, der fastholder sin støtte til Lucas, ses Lars Ranthe, der senest har høstet fornemme anmeldelser for sit portræt af Kjeld Petersen i "Dirch". Bjarne Henriksen medvirker i en mindre, men central rolle, og der castes fortsat til filmens øvrige roller.
Optagelserne til "Jagten", der får premiere i løbet af 2012, begynder i november måned.