Mia Lyhne hædret: Tusind tak Ove Sprogøe

Foto: Martin Høien/BILLED-BLADET

Ove Sprogøe Prisen blev onsdag givet til ”Klovn”-stjernen Mia Lyhne for hendes knastørre humor.

Onsdag, 18. december 2013 - af Casper Nielsen og Henrik Salling

Skuespilleren Mia Lyhne fik en kærkommen før-julegave, da hun onsdag på Nordisk Film i Valby blev hædret med Ove Sprogøe Prisen og en check på 30.000 kroner.

Ved prisoverrækkelsen sagde priskomitémedlem Kim Skotte, filmredaktør og anmelder i motiveringstale:

- Mia Lyhne er sjov. Og hun er det på en ganske egen måde. Mia Lyhne har simpelthen en ganske bestemt måde at være sjov på. En ganske unik og uefterlignelig måde. En egen knastør og på engang spids og afvæbnende humor, der typisk tager afsæt i hverdagens underforståede modgang og giver ny mening til det amerikanske begreb deadpan.

Varmer mig helt ind i maven

- Det er ikke nogen hemmelighed, at min vej til at blive skuespiller ikke har været let og ligetil. Derfor varmer en pris som denne mig helt ind i maven. Og at det netop er Ove Sprogøe Prisen, jeg får, er en stor ære, sagde Mia Lyhne og afslørede, at hun som 8-årig havde skrevet et brev til Ove Sprogøe.

- Jeg skrev, at jeg syntes, han var sådan en god skuespiller og at jeg beundrede ham meget og at jeg gerne selv ville være skuespiller , og at jeg derfor ville blive rigtig glad, hvis han ville skrive tilbage til mig.

- Der gik tre dage, så fik jeg et pænt brev tilbage, der var skrevet med skråskrift - et meget sødt og kærligt brev. Han ønskede mig alt mulig held og lykke. Og så stod der til sidst: ”Din Ove”. Selvom jeg kun var 8 år gammel, blev jeg ret glad for, at der ikke kun stod ”Hilsen Ove”, men ”Din Ove”. 

Sagde tak til Sprogø

- Jeg ved ikke, Ove, om du sidder deroppe lige nu og har en finger med i spillet. Hvis du har det, vil jeg gerne sige dig tusind tak.

- Ove Sprogøe har altid mindet mig om min morfar. Han både lignede ham, og så var der den samme form for menneskelighed. Jeg ved ikke, om det er derfor, jeg altid så godt har kunnet lide ham. I næsten alle de roller jeg har set Ove Sprogøe i, synes jeg altid, man har kunnet mærke, at inde bagved var et menneske med et stort hjerte, der skinnede igennem. Det blev jeg rørt over.

- Så at få en pris i en så dygtig, kærlig og ukrukket skuespillers navn er sgu ikke så dårligt. Jeg elsker at arbejde, og jeg håber at kunne få lov til at arbejde mange år frem. Ikke kun med de sjove roller, men også roller med mere dybde. At få lov til at give lidt af mig selv ligesom Ove gjorde, sagde Mia Lyhne.

Det blev afsløret ved en prisoverrækkelse på Nordisk Film i Valby. Om tre dage ville den folkekære skuespiller være fyldt 94 år og uddelingen sker som vanligt så tæt på Over Sprogøes fødselsdag som muligt. Og der serveres vanen tro fynsk brunsviger og Fernet Branco, som Ove holdt så meget af.

Enlig hårdtarbejdende mor

Mia Lyhne er mor til tvillinger på tre og et halvt år, og det kan ind i mellem være hårdt at være udearbejdende enlig mor til to. Derfor takkede Mia også sine forældre Mogens og Grethe for at stille op, når hun enten arbejde med film eller med teaterroller.

- De gør det muligt for en enlig mor som mig overhovedet at arbejde, fortalte Mia.

Prisen blev i sin tid indstiftet af Morten Grunwald, og det er nu ottende gang, at prisen uddeles.