Mia Lyhne var ked af sit udseende
Da Mia Lyhne var barn, var hun så lav, at hun frygtede, at hun var dværg. Så hun undersøgte, hvad hun kunne gøre for at blive højere.
Hun overvejede også seriøst at få lavet sine ben tyndere og sin næse pænere, fortæller skuespilleren i et interview med Søndagsavisen.
- Udseendet betød enormt meget, da jeg var yngre. Jeg var meget ked af mit udsende, og der var mange ting i vejen, men jeg har lært at leve med det hen ad vejen, siger Mia Lyhne, der i øvrigt er 159,5 centimeter høj.
Hun er lige nu aktuel i teaterstykket 'Den grimme mand', hvor hovedpersonen får så mange plastikoperationer, at selv ikke hans kone kan genkende ham til sidst.
I dag griner Mia Lyhne af sin barndoms ideer om at ville være længere og have en pænere næse.
- Man er jo desværre meget fokuseret på udseendet som barn, fordi man ikke tror, at man er god nok, som man er, siger hun til Søndagsavisen.