
Morten Grunwald har været med til at tage beslutningen: Olsen Banden genopstår som statuer

I flere end 50 år har danskere i flere generationer været på fornavn med Egon, Benny og Kjeld, og selv om det snart er 30 år siden, at den seneste film om ”Olsen Banden” havde premiere, er forbryderbanen stadig elsket af mange.
Erik Balling er hovedmanden bag de 14 film, som er produceret af Nordisk Film, som har hovedsæde i Valby.
Det er også netop i Valby, at en ny statue af Egon, Benny og Kjeld snart kan opleves. Det fremgår af en pressemeddelelse.

I flere år har initiativtager Henrik Hansen arbejdet på af realisere drømmen om at få lavet en Olsen Banden-statue, og nu er det endelig lykkedes efter seks års hårdt arbejde og to millioner kroner i donationer.
- Det er bare Skide Godt! Olsen Banden-filmene gav mig stor glæde som barn, og jeg har kunnet mærke, hvor stor betydning de også har for rigtig mange danskere i det hele taget. Jeg er derfor glad for, at det nu endelig lykkes at rejse en statue af Egon, Benny og Kjeld, som forhåbentlig vil blive et vartegn for Valby, udtaler Henrik Hansen.
Statuen af de tre filmforbrydere skal efter ønske fra afdøde Morten Grundwald, der spillede Benny i filmene, stå på Valby Tingsted og vende i retning mod Nordisk Film-studierne på Mosedalvej i Valby, som ligger en spytklat derfra.

Statuen består af tre bronzefigurer af Egon, Benny og Kjeld, som er skabt af kunstneren Thor Larsen.
Den er støbt i Firenze og ankommer til Danmark i maj, hvor der skal sokkel på kunstværket. Dernæst er statuen klar til indvielse, og det sker helt præcist den 1. juni.
- Olsen Banden er ikke bare uløseligt forbundet med os hos Nordisk Film, men med hele Danmark. Erik Ballings filmserie om banden med de store planer er et tidløst og elskeligt portræt af den danske folkesjæl, som begejstrer ikke bare de gamle, men også de unge generationer. Vi er stolte af at have været med til at støtte Henrik Hansens prisværdige initiativ, siger Allan Mathson Hansen, der er administrerende direktør hos Nordisk Film.
Olsen Banden blev spillet af Ove Sprogøe, Morten Grunwald og Poul Bundgaard. De døde i henholdsvis 2004, 2018 og 1998.
