Nikolaj Coster-Waldau om knivscene: Det var ret uhyggeligt
Tredje sæson af den populære "Games of Thrones" er netop sluttet i USA, og den sluttede med et "hug" - i hvert fald for Nikolaj Coster-Waldaus vedkommende. Han fik nemlig sin ene hånd hugget af i rollen som den skræmmende ridder Jamie Lannister.
Netop scenen, hvor han fik sin hånd hugget af, er ikke en som Nikolaj Coster-Waldau husker med glæde.
- Jeg var meget syg den dag, og jeg var ikke sikker på, at jeg kunne gennemføre optagelserne. Men det passede sådan set scenen meget godt. Jeg var en smule fraværende. Og så gav de den bøjede kniv til Noah Taylor (som spiller Locke, red.) så han kunne hugge til, fortæller Nikolaj Coster-Waldau til magasinet Esquire.com.
-Jeg havde en falsk hånd, så selv om jeg godt var klar over, at min hånd ikke blev skåret af, så er der bare noget ved at blive holdt nede, mens han løfter sin arm med kniven og slår ned på mig med fuld kraft. Det var ret uhyggeligt.
Nikolaj Coster-Waldau er i øjeblikket i New York, hvor han er i gang med optagelserne til filmen "The Other Woman", der er en komedie med blandt andre Cameron Dias og Leslie Mann.