Nikolaj Lie Kaas' filmsucceser fortsætter
Afdeling Q-fans kan godt begynde at glæde sig. Alle bøger i Jussi Adler-Olsens populære krimiserie ser nu til at blive filmatiserede, efter at Nordisk Film har erhvervet rettighederne til de sidste seks bind i serien.
Zentropa har filmatiseret de tre første bøger og er i gang med den fjerde, "Journal 64". Men uenigheder om linjen fik for adskillige år siden Jussi Adler-Olsen til at afbryde samarbejdet med Peter Aalbæk Jensens filmselskab. I stedet tager Nordisk Film nu over og indleder det nye samarbejde med at forvandle det femte bind, "Marco Effekten", til film.
Planer om 10 bøger i alt
Vicekriminalkommissær Carl Mørck og hans hjælpere, Assad og Rose, er med andre ord sikret et fortsat liv på det store lærred. Jussi Adler-Olsen har foreløbig skrevet seks bøger om trioen, men planlægger at skrive i alt 10 bøger.
Bestseller-forfatteren glæder sig over aftalen med Nordisk Film.
- For mig er det vigtigt, at en filmatisering er så tro mod bøgerne som muligt. Gennem de seneste par år har jeg opbygget et venskab med Nordisk Film, der bestyrker mig i, at Nordisk Film vil kunne producere film, som jeg vil være stolt af at lægge navn til. Mit venskab med Nordisk Film handler grundlæggende om gensidig personlig og faglig tillid, åben dialog og respekt omkring processen at skabe film, siger Jussi Adler-Olsen. Han er blevet mangemillionær på bøgerne om Afdeling Q.
Aftalen med Nordisk Film er så ny, at hverken instruktør, manuskriptforfatter eller cast er helt på plads endnu. Det er altså uvist, om Nikolaj Lie Kaas fortsætter i rollen som Carl Mørck.