Nikolaj Lie Kaas gider kun arbejde som skuespiller
Nikolaj Lie Kaas har ikke problemer med at fylde sin arbejdsuge, og det er et held, for Punkt 1's kampagneansigt ville ikke være meget værd, hvis han skulle aktiveres udenfor sin egen branche.
"Hvis jeg skal trække vejret, skal jeg lave noget, jeg har lyst til. Det er simpelthen fysisk umuligt for mig at lave noget, jeg ikke har lyst til. Det er noget sindssygt krukket at sige, men sådan må det være," fortæller Nikolaj Lie Kaas til Where2Go.
"For lang tid siden havde jeg småjobs, men jeg var en spade til det, det fungerede ikke. Jeg er så privilegeret, at det, jeg har lavet, har været meget lystbetonet, og det er derfor, jeg har overlevet så længe i filmbranchen," fastslår Lie Kaas i magasinet og indrømmer, at han spiller skuespil for at blive bekræftet:
"Det er lysten, der gør, at man kan give noget, der er værd at se på og kan blive bedre. Det er sjovt at lave film, og jeg synes, at man derigennem får udlevet nogle ting g bekræftet mange ting i sig selv. Man kunne også svare, at livet handler om at få børn og familie, og jo, det gør det, men hvad er motoren i det hele? Ens selvbekræftelse!"