Ole Bornedals gyserfilm slår alle rekorder
Den danske filminstruktør, Ole Bornedal tjener masser af penge på sin amerikansk producerede gyser "The Possession". På verdensplan har filmen på bare fem uger indtjent over 400 millioner kroner. Det skriver jyllands-posten.dk
Og den store indtjening, der alene i USA har passeret 50 mio. dollar, gør dermed Ole Bornedal til den første danske filminstruktør nogensinde, der har indtjent så mange penge på det amerikanske marked.
Filmen, der skulle have haft premiere i Danmark i sidste måned er foreløbigt vist i USA, Storbritannien, Mexico, Spanien og Taiwan. Den handler om en lille familie, hvor alt tilsyneladende er idyl. Lige indtil den dag den yngste datter får et bizart tilhørsforhold til en lille æske, som hun har købt ved et garagesalg. Det viser sig, at æsken i sin tid blev bygget til at fastholde en dæmon, som trænger ind i sit offers sjæl for til sidst at fortærer sit menneskelige offer.
Det gode gys, der altså har sikret Ole Bornedal en millionindtægt, rammer de danske biografer den 22. november.