Olsen Bandens gule palæ flyttes til Gedser
Olsen Bandens største fans har en plan, der må få gamle Egon Olsen til at smile i sin himmel.
Det legendariske kommandoposttårn på Københavns godsbanegård – det, der indgik i handlingen i ”Olsen Banden på sporet”, seriens syvende film fra 1975 – skal til Gedser.
Det er konklusionen som den danske og den tyske Olsen Banden Fanklub er nået frem til.
Projektet har tre faser
Efter besøg hos henholdsvis Gedser remise og Østsjællands jernbaneklub i Køge, var det Gedser remise det trak det længste strå, oplyser Rune Holm Clausen fra Olsen banden Fanklub DK, i en pressemeddelelse.
Nu begynder arbejdet med byggetilladelser, jordbundsprøver, transport forberedelser og ikke mindst den økonomiske indsamling.
Projektet er delt op i tre faser.
Pengene skal søges
Flytning, renovering og nybygning af den tilstødende lave bygning, som jo desværre ikke er bevaringsværdig grundet dårlig stand.
Så skal der søges penge hos fonde og private firmaer, ligesom fans af Olsen Banden kan donere privat til det gode formål.
Der et oprettet en speciel konto i Sydbank på Reg. Nr. 7910 Konto nr. 1735037, hvor danske fans kan donere.
Konto oprettet i Tyskland
En lignende konto er oprettet i Tyskland, hvor tyske Olsen Banden-fans kan donere.
Alle bidrag er velkomne og går ubeskåret til bevarelsen af Det Gule Palæ.
Arkitekterne har beregnet, at en decideret flytning vil kunne finde sted i sensommeren 2015.
Fyrre år efter banden kørte forbi palæet i Erik Ballings klassiske film.