Robert Hansens mor død af kræft
Det er ikke morsomt at være Robert Hansen i denne tid.
Live fra Bremen-skuespilleren har mistet sin mor, Liselott Hansen. Hun døde af kræft, 60 år gammel.
- Jeg har det helt forfærdeligt. Man kan slet ikke forberede sig på den slags. Min mor skulle til at gå på pension og nyde livet som pensionist, så det er bare så uretfærdigt. Kræft skåner ingen, siger Robert Hansen til BT.
En lang kamp
Liselott Hansen fik for fem år siden konstateret brystkræft, hvorefter hun blev opereret og siden hen erklæret rask. Men kræften vendte tilbage og endte med at være i næsten hele kroppen, blandt andet i knoglerne og leveren.
- Det har været en lang kamp, og i forhold til de smerter, hun har haft, håber jeg, hun nu er kommet til et sted, hvor hun har fået fred, siger Robert Hansen.
Oplevede barnebarnet
- Mine forældre nåede at være gift i 42 år, og hun nåede i det mindste også at opleve Herman (Robert Hansens et-årige søn, red.). Når han var med oppe at besøge hende til sidst, glemte hun hele situationen. Det er jeg trods alt glad for, siger Robert Hansen.
Det er kun ét år siden Robert Hansen sidst oplevede, hvor ubarmhjertig skæbnen og kræftsygdommen kan være.
Dengang var det Roberts ekskæreste, skuespilleren Mira Wanting, som han dannede par med i 10 år, der mistede livet til livmoderhalskræft.