20. sep. 2011
Af af Liz Rørsig

Sarah-Sofie Boussnina: Jeg græd mig i søvn om natten

Sarah-Sofie Boussnina
Sarah-Sofie Boussnina
Foto: Thomas Rønn
Sarah-Sofie Boussnina flyttede alene til København i en ung alder.

Den første tid i hovedstaden var imidlertid ikke en dans på roser for hende, og hun savnede sine nære.

- Jeg var ked af det, græd mig ofte i søvn og ringede til min mor for at få trøst. Heldigvis har Laura (Drasbæk, red.) også været der for mig. Hun har været helt fantastisk og gjorde sit for, at jeg skulle føle mig godt tilpas. Hun kender branchen, som hun også kom ind i tidligt. Vi lader, som om vi er søstre i virkeligheden og ikke blot i "Lærkevej". Laura har altid gerne villet have en søster og omvendt, så det passer fint!

- Foruden Laura og mine tætte venner fra Svendborg har jeg gjort en indsats for at få min egen omgangskreds her i København. Gennem min gode ven Mattias fra gruppen Dúné har jeg lært nogle rigtig søde piger at kende. Og nu hvor jeg er blevet færdig med skolen, har jeg fået tid til at gå i byen og danse hele natten, hvilket man jo gerne vil, når man er 20, smiler Sarah-Sofie, der har det fint med at blive genkendt, når hun går på gaden eller er i byen. Men hun har oplevet, at det ikke var alle kammeraterne, der kunne tåle hendes berømmelse.

- Mine nære venner har støttet mig, men jeg har da oplevet kammerater, der har ændret sig over for mig. Vi er jo fra "X Factor"-generationen, så måske har der også været lidt misundelse.

De gamle dyder

Sarah-Sofie har drømt om at optræde, siden hun var fem år, så forældrene var forberedte på valget af job.

- De har bakket mig op, men tanken om den noget usikre branche har været svær for mine forældre. De har ikke været enige i alle mine valg, men er der altid til at gribe mig. Da jeg flyttede hjemmefra, støttede de mig, og jeg fandt ud af, at det faktisk var sværere for mig end for dem, for deres liv gik videre, hvor jeg skulle i gang med noget helt nyt.

Sarah-Sofie er single og har det godt med det.

- Jeg vil hellere gå på date end at finde sammen med en fyr på nettet. Jeg er til de gamle dyder, hvor jeg godt kan lide at blive inviteret ud, og at manden holder døren for mig, siger Sarah-Sofie med et smil, inden hun skal af sted ud i eftermiddagssolen og nyde byens puls.

Læs mere om: