Søren Malling: Jeg var træt af at kigge på mig selv
I TV-serierne ”Borgen” og ”Forbrydelsen” havde Søren Malling stort set den samme frisure og det samme udseende, og det har også gjort sig gældende i diverse film, han har medvirket i.
Derfor hoppede den 47-årige skuespiller nærmest af begejstring, da han fik tilbudt rollen som en ond våbenmester i eventyrfilmen ”Skammerens datter”, hvor han kommer til at se helt anderledes ud.
- Jeg var blevet træt af at kigge på mig selv. Når man som jeg har været så heldig at have været med i rigtig mange ting, sker der tit det, at man laver dem på én gang. Og dermed får man - plus minus et par centimeter - den samme frisure og udseende, siger Søren Malling til BT og tilføjer:
- Så jeg havde det bare sådan, at jeg tænkte ”hold kæft, hvor du bare fuldstændig ligner den samme hver eneste gang”.
Forfriskende med nyt look
Han spurgte filmens instruktør Kenneth Kainz, om de ikke kunne ændre hans udseende radikalt, og det var han med på – derfor er Søren Malling nu blevet klippet skaldet, har fået et stort ar og ZZ Top-skæg.
- På en eller anden måde tænker jeg, at det også må være forfriskende for publikum at se et andet visuelt udtryk, end ham de er vant til at se på TV eller i biografen, siger skuespilleren, da BT møder ham i Prag, hvor filmen optages.
Filmatiseringen af den populære børne- og ungdomsbog ”Skammerens datter” får premiere i foråret 2015.