8. okt. 2013
Af Karina Didriksen

Sofie Gråbøl er blevet opereret for brystkræft

Sofie Gråbøl.
Sofie Gråbøl.
Foto: Hanne Juul
45-årige Sofie Gråbøl afslører, at hun sidste år blev ramt af kræft, men efter et hårdt forløb nu er erklæret rask.

I uge 43 er der Knæk Cancer-uge på TV 2, og i den forbindelse viser TV-stationen i disse dage en kampagne-trailer, hvor flere kendte danskere medvirker. Blandt dem er Sofie Gråbøl.

Skuespilleren viser sig fra en helt anden side, end vi før har set, med en ultrakort frisure og et forstenet ansigt.

Nu afslører den 45-årige ”Forbrydelsen”-stjerne grunden til, at hun har valgt at støtte op om kampagnen. Hun har været ramt af kræft og har været igennem flere behandlinger.

- I december sidste år fik jeg konstateret brystkræft. Jeg er efterfølgende blevet behandlet med operation og kemoterapi. Det har været et hårdt forløb, men jeg er rask nu og har det godt. Jeg er glad for at være en del af Knæk Cancer-kampagnen og dermed kunne give min støtte til den gode sag, udtaler Sofie Gråbøl i en pressemeddelelse fra TV 2.

I Knæk Cancer-ugen er der oplysning om kræft i flere dokumentarprogrammer på TV 2, i TV 2-regionernes populære nyhedsudsendelser, i NYHEDERNE, på TV 2 NEWS og i ”Go’ morgen Danmark” og ”Go’ aften Danmark” – sidstnævnte sætter også indsamlingsinitiativer i gang. Fuldt fokus på indsamling er der i ”Hvem vil være millionær?”, ”Vild med dans knækker cancer” og indsamlingsshowet ”Knæk Cancer Live!”.

Op mod 5000 kvinder får hvert år konstateret brystkræft. Det forekommer oftest hos kvinder over 60, men sygdommen er de senere år blevet mere hyppig fra 25-30-års alderen.

Læs mere om: