Sonja Richter: Jeg gør nogle ting, som folk ikke forstår
Hvis normerne skulle bestemme og ikke Sonja Richter selv, så havde hendes liv set anderledes ud i dag, end det gør. Det fortæller hun til FEMINA.
For den smukke skuespiller, der netop nu er aktuel i filmen ”Kvinden i buret”, har hverken mand eller børn. Og det skræmmer tilsyneladende folk, fortæller hun.
- Jeg er 39, og når folk spørger mig: ”Har du børn?”, og jeg svarer nej, så siger de: ”Hvorfor ikke?”. Det chokerer dem. Det er meget svært at navigere i en kultur, der er så lille oppe i hjernen, fortæller hun og fortsætter:
- Jeg har ofte følt mig mødt af øjne, som enten bliver bange for mig eller godt vil fjerne mig. Fordi jeg gør nogle ting, som folk ikke forstår. Det skræmmer dem. Fordomsfuldheden, når det gælder en anden måde at gøre det på, er alle vegne. Jeg synes, det er så småt af folk, når de dømmer mig for at leve det liv, jeg lever. Den manglende rummelighed presser mig og gør mig lidt vred. Jeg går jo ikke automatisk i gang med at kritisere andres måde at gøre tingene på. Jeg vil bare godt ha’ friheden til noget andet.
Lader som om
Til gengæld afviser hun slet ikke selv at få børn på et tidspunkt. Men:
- Det kan sagtens være. Men det ER lidt rystende, hvor meget kernefamilie, der er gået i hele min generation. Jeg føler mig i den grad udenfor. Og jeg er så bange for, at når jeg siger sådan noget, så oplever de, at jeg indirekte fortæller dem, at de gør noget forkert. Det gør jeg ikke. Der er ikke noget galt med en kernefamilie. Det, der er noget galt med, er … at det virker, som om de bare gør, som de andre gør. Jeg kan jo se alle dem, som tvinger sig selv ind i kernefamilien og hugger en hæl og klipper en tå for at være perfekte i den. De er ikke lykkelige.
Sonja Richter kan godt se, hun kan virke som en trussel, når hun ikke for alt i verden ønsker at møde en skøn fyr og få tre børn. Og engang imellem kan hun godt finde på at lade som om, det er dét, hun ønsker sig.
- Jeg siger det alligevel nogle gange, fordi jeg ved, det er det, folk gerne vil høre, og så skal jeg ikke møde dét der pres. Men inderst inde ved jeg godt, det ikke er dét, jeg vil. Jeg har lært, at jeg i nogle sammenhænge er nødt til at tage den maske på, siger hun til FEMINA.