Sonja Richter: Så ekstrem var min slankekur
Sonja Richter skulle på tre og en halv uge tabe sig syv kilo.
Hun har nemlig rollen som politikeren Merete Lynggard i filmen ”Kvinden i buret”, som er baseret på en af Jussi Adler-Olsens romaner. Til de første optagelser skulle Sonja Richter optræde som den sunde og velernærede politiker, og til resten af optagelserne skulle hun forvandle sin karakter til et udsultet gidsel.
Og det er noget, som kræver en rigtig hård slankekur.
Sonja Richter, der i forvejen er en slank og spinkel kvinde på 57 kilo, måtte simpelthen på sultekur.
- Det var sindssygt hårdt. Jeg var så sulten. Det var nærmest, som om jeg svævede rundt og så på mig selv udefra. Jeg havde det, som om jeg var fuld, og nogle gange sad jeg i mit køkken og spiste imaginær mad, forklarer Sonja Richter i et interview med iForm.
Tog på – og tabte sig
I første omgang skulle skuespillerinden faktisk tage på. Hun skulle veje en smule mere i rollen som politikeren, og hun endte med at tage tre kilo på ved at spise meget mad såsom fuldkornsbrød med smør og peanutbutter og rigtig mange nødder som snack.
LÆS OGSÅ:
Men herefter begyndte den hårde slankekur, som Sonja Richter dog skød i gang med en omgang influenza.
Under slankekuren, som vægttabscoach Michelle Kristensen havde sat sammen, fik skuespillerinden kun 1.200 kalorier om dagen. Det er ret markant, når hun burde have mellem 2.000 og 2.500, forklarer coachen. Herudover trænede Sonja Richter med Michelle Kristensen tre gange om ugen og løb en tur de andre dage.
- Egentlig er det mærkeligt, men jeg ville faktisk gerne træne i den periode, selvom sulten rev i mig. Når jeg trænede, tænkte jeg på noget andet end mad. Er du klar over, hvor mange programmer i fjernsynet der handler om mad?, lyder det fra Sonja Richter i iForm.
Kuren gav et kick
Sonja Richter tabte sig på få dage 2-3 kilo, og i alt røg 7 kilo af. Hun spiste bl.a. fiskeolie, æg og knækbrød til morgenmad, en gulerod og mandler om formiddagen, kyllingefilet og grøntsager til frokost, proteinpulver om eftermiddagen og laks eller kød med dressing om aftenen. Aftensnacken var en kop te.
Sonja Richter forklarer, at sultfølelsen var ekstrem, men kuren gav hende faktisk også noget andet.
- Når du kan tackle og undertrykke sulten, føler du, at det er dig, der er i kontrol. Den følelse fik jeg et kick af, siger skuespillerinden, der i dag er tilbage på sine 57 kilo og en normal kost.
Kilde: iForm
LÆS OGSÅ: