12. sep. 2012
Af af John Lautrup

Susanne Biers triumftog fortsætter i Toronto

Susanne Bier, Pierce Brosnan og Trine Dyrholm smiler på filmfestivalen i Toronto.
Susanne Bier, Pierce Brosnan og Trine Dyrholm smiler på filmfestivalen i Toronto.
Foto: AOP
Først Venedig, så København og nu Toronto. Susanne Bier, Trine Dyrholm og Pierce Brosnan lægger verden for deres fødder med "Den skaldede frisør".

Holdet bag "Den skaldede frisør" slider i øjeblikket de røde løbere tynde rundt omkring i verden. Nu er turen kommet til Toronto, hvor Susanne Bier, Trine Dyrholm og Pierce Brosnan har fået en lige så begejstret modtagelse som på filmfestivalen i Venedig, hvor deres romantiske komedie havde verdenspremiere forrige weekend.

"Den skaldede frisør" har netop haft en forrygende åbningsweekend i Danmark, hvor den solgte over 100.000 billetter. Susanne Bier, som ellers er vant til stor publikumstække, har aldrig haft en bedre åbning på en af sine film.

På Toronto International Film Festival bliver "Den skaldede frisør" vist ved en såkaldt Speciel Presentation, lidt ligesom i Venedig, hvor filmen heller ikke deltog i nogle konkurrencer. Men masser af opmærksomhed er der alligevel til filmen.

- Toronto er Nordamerikas største filmfestival, og det glæder både Susanne og mig enormt meget, at filmen nu får det perfekte afsæt forud for sin lancering i USA og Canada senere på året, siger Sisse Graum-Jørgensen, der har produceret "Den skaldede frisør", i en pressemeddelelse.

Læs mere om: