Thure Lindhardt: Jeg er blevet bedre til at holde fri
Thure Lindhardt, der blandt andet huskes fra ”Flammen og Citronen”, ”Nordkraft” og Natascha Kampusch-filmen ”3096 dage”, kan fra torsdag opleves på Betty Nansen Teatret i forestillingen ”Den mystiske sag om hunden i natten”.
Her spiller Thure Lindhardt den 15-årige dreng Christopher, der har Aspergers syndrom.
I den forbindelse er han blevet interviewet til Politikens IBYEN-tillæg, hvor man blandt andet spørger Thure Lindhardt, om han identificerer sig med sådan en rolle eller har spillet så meget, at han har en mere praktisk tilgang til det.
- Jeg synes, det skal koste mig noget, hver gang jeg spiller. Jeg skal kunne relatere til det på et mere menneskeligt plan. Samtidig er jeg med alderen blevet mere bevidst om, at det er historier, jeg er med til at fortælle på teater og på film. Man skal passe på ikke at forsvinde helt ind i det. Jeg er på det seneste blevet meget bedre til at holde fri. Det tror jeg, at jeg er blevet en bedre skuespiller af, fortæller Thure Lindhardt.
På spørgsmålet om, hvorvidt det er sværere at stå på en teaterscene end foran et filmkamera, svarer Thure Lindhardt:
- Det er to helt forskellige processer. Det svære er jo, at man på teatret, når man spiller en stor rolle som den her, er både instrument og dirigent. Du skal trække dig selv op hele tiden. På film går man ind i noget mere nærhed, der er meget mere tankebaseret. Så tager du scenen otte gange fra forskellige vinkler. Det er mere laboratorieagtigt. Det gode ved teaterprøver er, at jeg godt kan have en dag, hvor jeg ikke har fat i det. Det gør ikke noget. Jeg kan jo gå hjem og tænke over det til i morgen. På film skal man ramme det rigtige øjeblik.
”Den mystiske sag om hunden i natten” spiller fra 17. oktober til 24. november på Betty Nansen Teatret, og udover Thure Lindhardt medvirker blandt andre Mille Dinesen, Stine Stengade og Henrik Lykkegaard.