Thure Lindhardt som Kampuschs bortfører: Han havde intet liv

Da Thure Lindhardt fik tilbudt rollen som Natascha Kampuschs kidnapper Wolfgang Priklopil i den tyske film "3096 dage", måtte han i tænkeboks.
- Jeg var i tvivl om, om det var en rolle, jeg ville kunne spille, og om jeg syntes, det var en film, der skulle laves. Men så læste jeg Natascha Kampuschs bog "3096 dage" og var dybt fascineret af den, fortæller Thure Lindhardt.
I 1998 bortførte Priklopil den unge Natascha, og skuespilleren forsøger at sætte et menneskeligt ansigt på bøddelen i filmen, der har dansk premiere til sommer.
- Han kunne jo ikke andet end at passe på hende. Han kunne ikke arbejde. Han har hele tiden haft det menneske dernede. Han har ikke kunnet leve et liv selv. Han kunne intet foretage sig, siger Lindhardt til Politiken (link fjernet) og fortsætter:
- Hvis han døde ved en ulykke, ville hun også dø. Han har levet med angsten for at blive opdaget samtidig med et ønske om at blive set. Der er en blanding af ekstrem paranoia og ønsket om omsider at være et normalt menneske, som bliver set.