Tillykke til Lars Mikkelsen
I dag kan skuespilleren Lars Mikkelsen fejre sin 50-års fødselsdag.
Han blev født den 6. maj 1964 og blev døbt Lars Dittmann Mikkelsen. Halvandet år senere kunne han kalde sig storebror til Mads Mikkelsen, der også gik skuespillervejen.
Lars Mikkelsen blev uddannet fra Statens Teaterskole i 1995, og siden da har hans karriere bredt sig fra teaterscenen til TV-serier og film.
Han er blandt andet kendt for sine roller i filmene ”Kongekabale” og ”Viceværten”.
Men det er især hans medvirken i DR-serierne ”Borgen” og ”Forbrydelsen”, som har gjort ham til et kendt ansigt ud over Danmarks grænser.
Det har indtil videre resulteret i en birolle i det britiske drama ”What Richard did” og en rolle som superskurk i TV-serien ”Sherlock Holmes”.
- Teatret er uden sammenligning det hårdeste, og det ville jeg gerne have en pause fra, så der er mere tid til at vedligeholde fysikken mellem præstationerne. Derfor passede det mig fint, da der på grund af ”Forbrydelsen” begyndte at komme tilbud udefra. Nu har jeg fået en engelsk agent, og så må vi se, hvor langt det bærer. I vores fag skal vi hele tiden være i bevægelse, vi er ikke bedre end vores seneste rolle, og det er egentlig skønt, sagde Lars Mikkelsen for nylig til Berlingske.
Privat har han siden 1989 været gift med skuespilkollegaen Annette Støvelbæk. De har sammen sønnerne Lue og Thor.