Timm Vladimir: Hovedrolle i verdens første LEGO-film

Timm Vladimir.

Timm Vladimir.

Foto: Birger Storm

Hollywood har kastet sig over LEGO, og Timm Vladimir lægger stemme til hovedpersonen i den danske udgave af "LEGO Filmen - et klodset eventyr".

Torsdag, 9. januar 2014 - af John Lautrup

Timm Vladimir har i de senere år haft travlt med at vinde "Masterchef", skrive kogebøger og drive sin egen kokkeskole, men nu hopper han igen op i gryden med skuespil.

Han lægger stemme til hovedpersonen "Emmet" i verdens første biograffilm baseret på LEGO-universet. Det skriver Warner Bros. i en pressemeddelelse.

”LEGO Filmen – et klodset eventyr”, der er computeranimeret, er den første LEGO bio­graffilm fra Warner Bros Pictures og Village Roadshow Pictu­res.

Skal redde hele verden

Filmen er instrueret af Phil Lord og Christopher Miller, og "Emmet" med Timm Vladimirs stemme bliver ved en fejl identificeret som ham, som skal redde hele verden.

Søren Pilmark lægger stemme til "Direktøren/Diktatoren", som har svært ved at ba­lancere sit ego imellem at dominere verden og håndtere sit eget liv. I rollen som oraklet "Vitruvius" høres Nis Bank Mikkel­sen, og stemmen bag den seje "Grafittitøs" er Mille Dinesen. I andre roller høres Alexandre Willaume, Julie Zangen­berg, Mads Knarreborg, Christian Fuhlendorf, Emil Thorup, Vicki Berlin og Thomas Varberg.

Vises i 2D og 3D

Instruktørerne Phil Lord og Christopher Miller har også skrevet manuskriptet, som tager udgangspunkt i LEGO’s byggeklod­ser.

Der er verdens-gallapremiere på filmen lør­dag den 1. februar i Imperial i København, samme dag som den amerikanske gallapremiere.

Den får dansk premiere 6. februar i biografer over hele landet og bliver vist i både 2D og 3D.