3. feb. 2019
Af Lene Skriver Bak

Tre gange August kan vinde en Robert-pris

Fotomontage: Alba August, Bille August og Asta Kamma August.
Fotomontage: Alba August, Bille August og Asta Kamma August.
Foto: Lars H. Laursen og Birger Storm
Der venter familien August en helt særlig aften, når Robert-prisen 2019 skal uddeles. Både far Bille og døtrene Alba og Asta kan vinde en af de eftertragtede statuetter.

Søndag aften uddeles Robert-prisen 2019.

Jan Gintberg står i spidsen for prisuddelingen, hvor en lang række af danske film- og TV-stjerner vil deltage.

Blandt de nominerede er hele tre med efternavnet August.

Mange nomineringer

Far, Bille August, er nomineret til ikke færre end tre priser, nemlig Årets danske spillefilm, Årets instruktør og Årets adapterede manuskript, alle for filmen "Lykke-Per".

Men selv om han har tre muligheder, er han ikke den eneste August med chance for at få en af de eftertragtede statuetter.

Hans døtre Asta og Alba er nemlig begge nominedere ved aftenens prisfest.

27-årige Asta Kamma August er blandt de nominerede til Årets kvindelige birolle i en TV-serie for rollen som Susanne i "Sygeplejeskolen".

Lillesøster Alba August, 25, er nomineret til prisen for Årets kvindelige hovedrolle i en TV-serie for sin indsats i Netflix-serien "The Rain".

Alle gode gange August

Og så er der faktisk også en fjerde August nomineret.

40-årige Anders August er også nomineret, men hvis han vinder, skal han dele med far Bille.

De to er nemlig nomineret sammen for Årets adapterede manuskript for "Lykke-Per".

Læs mere om: