7. feb. 2014
Af Lisbeth Grube

Trine Dyrholm i Berlin for at dele filmpriser ud

Trine Dyrholm.
Trine Dyrholm.
Foto: AOP
Den danske skuespiller sidder for første gang i juryen ved Berlinalen og er i fuld gang med at se film.

Trine Dyrholm var i hopla, da filmfestivalen i Berlin åbnede torsdag. Modsat sine fem tidligere optrædener på festivalen har den danske stjerneskuespiller i år en rolle som jurymedlem og har dermed indflydelse på, hvem der skal hædres med de berømte guld- og sølvbjørne.

Festivalens første pressemøde var en præsentation af den internationale jury, hvor Trine er i selskab med blandt andre skuespillerkollegaen og Oscar-vinderen Christoph Waltz. Dyrholm glæder sig til at vurdere årets film:

- Jeg har lyst til at blive berørt af film, og jeg kan godt lide, når film har et personligt aftryk, hvor instruktøren inviterer én ind i sin verden, siger Trine Dyrholm ifølge DR til Ritzau.

I 2012 vandt den danske film ”En kongelig affære” med netop Trine Dyrholm på rollelisten to sølvbjørne for bedste mandlige skuespiller og bedste manuskript,

- Jeg kan mærke, at der er stor interesse for Danmark og Skandinavien i det hele taget. I løbet af de sidste mange år er der mange film, der er nået til udlandet og har fået et større publikum, og det er jo et privilegium, siger Trine Dyrholm.

Berlinalen varer til 16. februar, og bjørnene uddeles aftenen før.

Læs mere om: