2. sep. 2012
Af af John Lautrup

Trine Dyrholm lægger Venedig ned

Trine Dyrholm og Pierce Brosnan
Trine Dyrholm og Pierce Brosnan
Foto: Martin Høien/BILLED-BLADET
Trine Dyrholm blev badet i blitzlys og høje jubelråb, da verdenspressen mødte hende og holdet bag "Den skaldede frisør".

Enhver tvivl om at Susanne Bier har skabt et nyt verdenshit med kærlighedskomedien "Den skaldede frisør" blev manet i Venedigs bølger søndag eftermiddag, da filmholdet mødte den internationale presse.

Et enormt opbud af journalister klappede holdet ind på podiet til pressemødet. De havde alle sammen set filmen ved en pressevisning søndag formiddag før aftenens gallapremiere, og at dømme efter reaktionen har især Trine Dyrholm gjort et uudsletteligt indtryk.

Nok fik filmens mandlige hovedrolleindehaver, Pierce Brosnan, sin del af klapsalverne, men den irsk-amerikanske superstjerne blev i den grad overstrålet af sin danske medspiller. Folk var ellevilde med hende. Fuldstændig vilde. Ved den efterfølgende fotosession på en terrasse i festivalbygningen bragede råbene fra mindst hundrede vildt knipsende fotografer: TRINE, TRINE, kig her hen! TRINE, TRINE, kig mod midten! TRINE, TRINE, kig op! TRINE, TRINE, kig ned!

Alle ville have deres bid og smil fra den overvældede, danske skuespiller. Og de nægtede at slippe hende igen. Da Pierce Brosnan og resten af holdet havde forladt scenen, kaldte de hende tilbage og badede hende i en ny omgang blitzlys og infernalsk råberi: TRINE, TRINE, TRINE ..!

Meget tyder på, at der venter Trine Dyrholm et internationalt gennembrud. Hun har i hvert taget det internationale pressekorps med storm for sin præstation som kræftramt frisør, der midt i en livskrise finder kærligheden i skikkelse af Pierce Brosnans lige så plagede figur. Det lyder tungt, men mødet er rammet ind af en romantisk og skæg historie midt i Amalfi-kystens overdådige natur. Netop dét at filmen behandler et tungt emne, kræft, på en lys og let måde lader til at være dens helt store scoop.

- Hold da op, det er bare for vildt det her! Jeg har aldrig oplevet noget lignende, sagde Trine Dyrholm med skinnende øjne til BILLED-BLADET, da hun som den sidste vendte tilbage til rummet bag terrassen med fotograferne. Mere nåede hun ikke at sige, inden hun blev hevet videre til kindkys og et stramt program inden aftenens verdenspremiere.

Der er noget stort i vente for hende og "Den skaldede frisør".

Læs mere om: