Trusler påvirker Anne-Grethe Bjarup Riis' familie
- Hun kører aldrig i bus i bus eller tog, så der er da helt klart nogle ting, hun afskærer sig fra nu. For bare tre-fire år siden kunne hun sagtens tage en bus med ungerne, men det er hun holdt op med.
Sådan fortæller producer Bo Mortensen til Ekstra Bladets lørdagstillæg "Ekstra". Han har i otte år været gift med skuespiller, forfatter, instruktør m.m., Anne-Grethe Bjarup Riis, der nogle gange modtager trusler, fordi hun er en kvinde med markante holdninger, som hun lufter tit og højt.
I hverdagen hjemme på Østerbro er ægteparrets liv, sammen med deres to fællesbørn plus Anne-Grethes søn Osvald på 16 fra første ægteskab, ikke påvirket af truslerne.
Men når Anne-Grethe har været i medierne med en eller anden sag, kan telefonen ringe midt om natten, fordi en eller anden anonym fyr har lyst til at svine Anne-Grethe til.
- Det dræner hende for energi, og det påvirker da os alle sammen, fortæller Bo Mortensen i interviewet.
Bortset fra truslerne generer det ikke Bo Mortensen, at hans kone har kontroversielle holdninger og kontroversielle måder at fremføre dem på. Eksempelvis har hun flere gange optrådt nøgen i "den gode sags tjeneste", Eksempelvis på et foto til en udstilling på Charlottenborg.
- Det har jeg ikke noget problem med, Jeg har ikke den der jaloux side, siger Bo Mortensen til Ekstra Bladet.