Vennen sendte Ole Ernst af sted
Skuespilleren Steen Springborg havde i dag en af de sværeste roller i sit liv. Han havde nemlig sagt ja til den svære og følelsesladede rolle, at sende sin gode ven og kollega, Ole Ernst på hans sidste rejse.
Ole Ernst havde forud for sin død sidste søndag bestemt, at der hverken skulle være præst eller kirke, når han skulle bisættes, så derfor blev det Steen Springborg, der som Oles nærmeste ven, stod for højtideligheden i kapellet på Vestre Kirkegård.
Dét kunne ingen have gjort bedre og mere følsomt og værdigt.
Steen Springborg fik de mere end 200 venner og nære kolleger fra et langt liv på teater, film og TV til, både at le og græde.
Alt var fuldstændig, som Ole Ernst havde ønsket sig – også mindehøjtideligheden efterfølgende, hvor datteren Ditte inviterede til gravøl og dejlige minder på Café Fremtiden i København, lige ved siden af skuespilhuset.