Finn Nørbygaard: Bommert til 16 millioner
Finn Nørbygaards svimlende papirformue er væk. IT Factory-svindlen gjorde det af med komikerens 2,5 millioner kroners indskud i JMI Invest. Og papirformuen, der blev brugt som sikkerhed for et stort banklån, som blev brugt til investeringer, er vendt til underskud, fordi Finn måtte sælge sine aktier med tab.
"Og så ser det ud til, at jeg har mistet 16 millioner kroner på aktier i 2008. Det er de penge, jeg står og mangler," fortæller Finn Nørbygaard i B.T.: "Jeg kunne selvfølgelig have sagt, at banken skulle investere helt vildt defensivt. Men det gjorde jeg ikke." Derfor står hverdagen nu på masser af arbejde og jokes om Stein Bagger.
"Så skal der bare hugges job ind. Jeg har allerede - på kun to uger - sikret mig halvdelen af årets job….Jeg glæder mig helt vildt. Da jeg havde alle pengene, manglede den kreative tænding. Men den er der i dén grad igen…Jeg er SÅ klar," fastslår Finn i B.T..