Fra barn til voksen: Se Albert Rosin Harsons udvikling siden den første Tinka-julekalender
Albert Rosin Harson er aktuel i årets TV 2-julekalender ”Tinka og sjælens spejl”, hvor han endnu en gang spiller Tinkas bedste ven, menneskedrengen Lasse.
Da ”Tinkas juleeventyr” fra 2017 blev indspillet, var han blot 14 år.
Dermed har juleglade tv-seere kunnet se Albert Rosin Harson, der er 20 år i dag, blive voksen på skærmen.
Det fortæller han om i podcasten ”Jagten på en ven”, hvor Julie R. Ølgaard og skuespillerens ”Tinka”-kollega Neel Rønholt er værter.
Her afslører Neel Rønholt, at hun især under indspilningerne til ”Tinka og kongespillet” fra 2019 blev imponeret over skuespillerens modenhed trods hans unge alder.
Hurtigt moden
Albert Rosin Harson fortæller selv, at han blev hurtigt moden ved at arbejde i det voksenunivers, som film- og tv-branchen tit kan være.
Han oplevede, hvordan han sagtens kunne have gode samtaler med de ældre produktionsmedarbejdere på trods af, at han selv var 16 år.
Skuespilleren har helt utraditionelt heller ikke en agent, hvorfor han selv har styret sin egen karriere, hvilket også har givet ham en stor selvstændighed.
"Tinka og sjælens spejl", som er den tredje og sidste julekalender i det populære univers, kan ses på TV 2 hver dag klokken 20:00.