Frank Hvam forsøgt bestukket
Frank Hvam var 22 år, da han besluttede sig for, at han alligevel ikke ville være dyrlæge, og dén beslutning gled ikke uden videre ned i barndomshjemmet. For selvom 'Klovn'-komikerens mor støttede ham, så var Franks far langt fra tilfreds med, at hans søn droppede sit studie, som næsten var færdiggjort.
"Han forsøgte at tale til mig som et voksent menneske, og så prøvede han at bestikke mig. Han tilbød mig 200.000 kr., hvis jeg ville vende tilbage til dyrlægestudiet," fortæller Frank Hvam til B.T. søndag.
"Han kiggede på mig og sagde direkte: 'Du er jo ikke Dirch Passer!' Så faldt jeg altså bare igennem, ikke! For han havde jo fuldstændig ret," indrømmer Frank Hvam, der dog holdt fast i komikken og sammen med Casper Christensen siden har solgt en million 'Klovn'-dvd'er.